fbpx
Kontakt os: (+45) 70260015

Velkommen indenfor på Strandingskroen

Strandingskroen er ejet af Strandhotellet, og står som en fin pendant til Strandhotellets konferencer og selskaber. Kroen er fredet i klasse-A, men er nyligt renoveret med nænsom hånd for at skabe en lys og afslappende atmosfære.

De legendariske lokaler på Strandingskroen skaber rammen om den gode historie og autenticiteten. Den tidligere Jens Carl Bang Klitgaard (også kaldet “Gamle Klitgaard”), som i fordumstid ejede den historiske Strandingskro – brugte primært bygningen til skudehandel. Men da skudehandlens gyldne tider begyndte at rinde ud, blandt andet pga. etableringen af jernbanen fra Aalborg til Frederikshavn og senere fra Aalborg til Løkken – sluttede en skudehandler-epoke i Blokhus.
Klitgaard begyndte derfor i stedet at drive et meget gæstfrit hus med sin kone Christiane, som blandt andet gav omsorg og godgørenhed for de fattige og skibsbudne gæster. Det var ikke ualmindeligt at Christiane (også kaldet Madam Klitgaard) beværtede 45 logerende gæster.

“Den Gamle Klitgaard” døde i 1877, men forinden havde han overdraget forretningen til sin yngste søn Niels Bondrup Klitgaard, som blev den uigenkaldeligt sidste skudehandler. Han var også forudseende og omdannede sin forretning og ejendom til Klitgaards Badehotel.

Med Strandhotellets opkøb af Strandingkroen er Blokhus’ ældste badehotel (daværende Klitgaards Badehotel) og Blokhus’ nyeste Badehotel (nuværende Strandhotellet) nu fusioneret endeligt. Og på denne måde bevares den gode historie.

“Vi husker ikke dage – Vi huske specielle øjeblikke”

Strandingskroens historiske lokaler

Blokhus var i midten af 1800-tallet en travl handelsby, hvor skuder fra især Norge og Sverige anløb på den flade strand og hentede landbrugsvarer – korn og smør fortrinsvis.

Bygningen, hvor Strandingskroen har til huse, var oprindeligt Blokhus’ største skudehandelsgård, og udgjorde sammen med de tilstødende bygninger et naturligt centrum i det historiske Blokhus.

De oprindelige bygninger – de to længer, der i dag bl.a. huser Restaurant Futten – blev opført i 1761, og menes at være nogle af Blokhus’ ældste bygninger.
Strandingskroen opførtes i 1844 – i skudehandlens storhedstid -, og fungerede oprindeligt som stuehus, kontorbygning og manufaktur- og købmandshandel.

 

Midt i bygningen var også dengang en stor spisestue, hvor man bespiste de tilrejsende handlende.
Her har der været højt humør og glade dage, for når de tilrejsende bønder havde afsat deres varer, skulle det fejres behørigt – og med nyvunden mønt på lommen er det nok ikke gået stille for sig.

Når de store skuder anløb stranden, blev spisestuen også omdannet til festlokale.
Søfærden over Skagerrak og langs Jammerbugten var lang og farefuld, og mange skibe ligger i dag på bunden af den lumske bugt langs Jyllands nordvestkyst.
Når skuderne nåede sikkert frem til anløb i Blokhus, var der stadig en dags arbejde før de var sikkert i land – de store både skulle trækkes på land, og det foregik med håndkraft.

Derfor var det dem vel undt, når fiskere og medhjælpere omsider kunne træde ind i spisestuen og varme sig ved en kop opvarmet vin, punch eller brændevin. Disse “anløbsfester” varede ofte til den lyse morgen.

Den historiske spisestue er også en del af Strandingskroens lokaler i dag, og lokalernes dekorationer bærer præg af den maritime tradition, med navnebrædder og galionsfigurer fra de mange skuder, der besøgte Blokhus i en svunden tid.